Husets hjerte
Midt i byggerod og flytterod kan jeg ikke finde kablet til mit kamera, så de billeder jeg kan vise er tilbage fra januar måned. Det er smadder ærgerligt, da der er sket en del siden. Der er gået en måned siden sidste indlæg, men vi bor stadig hos mine forældre, og alle vores ejendele er opmagasineret i to rum i huset. Jeg er efterhånden begyndt at savne nogle af tingene som er gemt væk i flyttekasserne, bl.a. det kabel til kameraet.
Vi har bygget en masseovn midt i stuen, som skal være husets hjerte, der giver varme og hygge til vores hjem. Den består af en kerne som kan ses herunder.

Det var noget af et samlesæt, men ingen umulig opgave for en murer.

Udenpå kernen kunne han få lov til at udfolde sine evner, og ovnen har fået et personligt præg, med hylder til stearinlys, brænde og andre praktiske eller hyggelige ting.

Udover at fungere som varmekilde, kan ovnen også bruges til at bage. Den nederste låge er der hvor man tænder op, og ovenover kan man lige skimte lidt af lågen til bageovnen. Det bliver spændende at se, og ikke mindst smage, resultatet…

Der har været gang i ovnen flere gange nu, men den mangler stadig at blive pudset og filtset - ja, der mangler mange detaljer inden vi rigtig kan bo i vores hus.
Vi glæder os meget, og krydser fingre for, at lillebabyen bliver i maven indtil vi er færdige.